Sorgen er et stykke liv, som må gennemleves, og det er smertefuldt.
Sorgen kan ikke behandles væk.
Den opstår i forbindelse med dødsfald og i forbindelse med andre tab, f.eks. skilsmisse eller tab af førlighed. Faktisk er der mange slags tab.
Den er udtryk for en hjemløs kærlighed. Derfor må den gerne være der, selvom den gør ondt.
Når den står på, er det lindrende at fortælle din historie. Og at fortælle om den eller det, du har mistet.
Ofte kan der dukke hengemte svære følelser op, når der kommer sorg, og det forstærker sorgen.
I sorgarbejde er der ikke tale om egentlig terapi, men snarere om samtaler om livet og kærligheden og om alle de følelser, der er forbundet med sorg.
Det vil være naturligt at tale om eksistentielle tanker. Det vil ligeledes være naturligt evt. efter ønske fra dig som klient at tale om de kristne værdier og begreber for at håndtere det allersværeste i livet.
"Den største sorg
i verden her
er dog at miste den,
som man har kær"
Steen Steensen Blicher