”Du har gjort min dag god”
Forleden gik jeg tur ude ved Hindemade, og der traf jeg et menneske, jeg har stor respekt for. Det blev til en kort samtale om en bog, han i sin tid har skrevet. Da vi tog afsked, sagde han: ”Du har gjort min dag god”. En slutsætning som gjorde et varmt indtryk på mig.
Faktisk er der ikke noget så livgivende som at støde ind i en god samtale med et menneske der er nærværende og som anerkender det særlige hos den anden. Den slags kontakt udvikler os og styrker vores følelse af at have værdi på forunderlig vis. En samtale der helt naturligt indeholder et svar og en gensidig interesse.
Ofte sker det dog alligevel, at vi i al hast og selvoptagethed ikke gør os umage med at lytte og svare med engagement.
At tale forbi hinanden
En ung kvinde spurgte mig forleden: ”Hvordan går det med din søns helbred?” - ”Det går ikke så godt”, og jeg begyndte at fortælle om hans mange lægebesøg. Hurtigt så jeg, at hun vendte blikket væk og ikke var mere interesseret. Hvem kender ikke til det? Det er noget af en flad fornemmelse at stå med.
Jeg ville fortælle min mand om min oplevelse med at besøge min afkræftede, gamle mor. Han slog blikket ned og sagde ingenting. Jeg kunne ikke mærke hans reaktion og følte mig underligt tilpas.
Og sådan kunne jeg blive ved. Kender du typen, som straks fortæller om sig selv. Hvis man nævner en hændelse, så trumfer vedkommende straks med noget bedre eller noget værre. Min tidligere nabo var af den type, der altid skulle komme med gode råd og løsningsforslag til, hvordan jeg bare skulle gøre, - og han vidste også altid på forhånd, hvad jeg allerede havde gjort forkert.
Nogle gange oplever jeg, at en ven af mig gerne vil overbevise mig om, at det jeg siger, ikke er sandt. Han modbeviser mig og virker allermest af alt uenig, fordi jeg i hvert fald ikke skal have ret.
Det er især svært for os, hvis vi ikke er enige om det, den anden fortæller. Jeg oplever, at der til tider opstår en kamp om hvem, der har ret, og vi prøver at overbevise den anden.
På en bustur sad jeg og lyttede med på en samtale mellem to kvinder. Det var dog ikke en rigtig samtale, det var nærmere en slags dobbeltmonolog. Den ene ventede på en pause til at fortælle om sig selv, og den anden brød ind for at fortælle sin historie. De hørte slet ikke hinanden. I grunden ret morsomt, når man lige observerer det hos andre - men underligt meningsløst, når man selv havner i den slags.
Omsorg for hinanden
Det var jo sødt af den unge kvinde at spørge til min søn, men hun fulgte ikke samtalen til dørs ved at svare og give betydning tilbage. Hvis hun med øjenkontakt og mimik havde vist, at hun lyttede og havde ægte interesse i min fortælling, var jeg selvfølgelig blevet glad for hendes omsorg.
Lad os kalde det at gå over broen. Hvis vi forestiller os en usynlig bro i rummet mellem os. Hvis du går over broen og sætter dig ind i hvad den anden har på hjerte, så vil du måske gribe fat i det du hører og formulere det tilbage. Fordybelse i kontakten med sådan et svar er hvad vi alle længes efter.
Når det lykkes at gå over broen og sætte sig ind i den andens perspektiv og give det gyldighed, vil du opleve en helt anderledes kvalitet i øjeblikkets nærvær. Det er min erfaring, at den slags opmærksomhed kan ændre menneskers liv og åbne et helt nyt grundlag for at være glad, kreativ og nysgerrig. Af det sted udspringer der støtte og empati mellem mennesker såvel som livsglæde og forskønnelse af det liv, vi har fået med hinanden.
Den gnist og det velvære der kommer af god kontakt med andre er ganske gratis. Samtidig beriger det os og gør os rummelige overfor særheder hos andre og hos os selv.
Det gælder i alle relationer: når vi f.eks. mødes på arbejde, på en gåtur eller på en busrejse. Ikke mindst gælder det naturligvis også i parforholdet og familielivet.
Hvis vi dog bare kan give hinanden en god dag. Lad os sætte tempoet lidt ned og svare med engagement på det vi har på hjerte i mødet med hinanden.